Fra SF til Socialdemokratiet

Mit engagement i SF begyndte i 2000, da jeg blev aktiv i partiets Nej-kampagne op til euroafstemningen. Jeg har aldrig været det mindste EU-modstander, men jeg mente ikke, at unionen var klar til euroen; den europæiske solidaritet var for lille og landenes økonomier for forskellige.

Fra 2004 har jeg støttet dansk deltagelse i euroen. I dag mener jeg, at euroen er afgørende for at styrke Europa på verdensscenen, og for at sikre fremtiden for europæisk erhvervsliv. Men euroen forudsætter større politisk og økonomisk integration i EU. Min ændrede holdning skyldes især påvirkning fra Margrete Auken, Steen Gade og Daniel Cohn-Bendit.

Jeg meldte mig ind i SF i sommeren 2001. Det gjorde jeg især fordi jeg ville være en del af Danmarks grønne parti. Måske kunne jeg være blevet medlem af Socialdemokratiet allerede dengang, men jeg havde den forestilling, at Socialdemokratiet var for meget styret af fagbevægelsen. Siden er det gået op for mig, at det var det rene vrøvl – og at vi i øvrigt har brug for en stærk fagbevægelse i både Danmark og Europa.

Første gang jeg tog mit medlemskab af SF op til overvejelse var da partiet holdt urafstemning om holdningen til den europæiske forfatningstraktat i slutningen af 2004. Heldigvis blev det et klart ja.

Gennem årene blev jeg mere og mere optaget af, at meningen med at være en del af et parti måtte være det at gennemføre politiske resultater. Holdninger behøver man ikke være en del af et partifællesskab for at have. Det havde stor betydning for, at jeg engagerede mig i Pia Olsens formandsvalgkamp i 2005 – og for, at jeg efterfølgende blev glad for Villy Søvndals ledelse af SF.

I SF nåede jeg især at beskæftige mig med uddannelsespolitik, kommunalpolitik i Gladsaxe, trafikpolitik og sundhedspolitik. Det sundhedspolitiske engagement førte til, at jeg stillede op til posten som politik leder og spidskandidat til Regionsrådet for Region Hovedstaden. Jeg blev valgt af medlemmerne ved en urafstemning i efteråret 2008 og valgt ind i Regionsrådet den 17. november 2009.

Efter forløbet i forbindelse med konstitueringen (som man kan læse om her) forlod jeg SF. Ikke fordi konstitueringen ikke lykkedes; i politik må man være forberedt på at tabe – det er det repræsentative demokratis grundvilkår. Jeg meldte mig ud fordi jeg klart kunne fornemme, at min tilgang til politik var helt ude af samklang med tilgangen hos det store flertal af medlemmerne. Opbakningen til det, som jeg fandt rigtigt, var forsvindende lille. Jeg nåede frem til, at jeg måtte ende i Socialdemokratiet.

Men i forbindelse med folketingsvalget og regeringsdannelsen i 2011 blev jeg overbevist om, at SF havde rykket sig fundamentalt. Jeg stemte på SF med stor begejstring – og mente, at SF var blevet et bedre parti end det SF, som jeg havde været medlem af. Derfor søgte jeg om genoptagelse som medlem. Jeg blev dog afvist af landsledelsen – og det er jeg i dag glad for; for min vurdering var helt forkert.

Jeg blev helt og aldeles overbevist om, at jeg ikke skulle tilbage til SF i forbindelse med formandsvalget i 2012. ”Det moderne SF” var væk; medlemmerne valgte visionen om SF som drivende kraft for samfundsudviklingen fra.

Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet den 1. januar 2014, dagen efter mit mandat i Regionsrådet udløb.

Et solidarisk samfund med ambitiøse investeringer i fællesskabet, omstilling af vores økonomi og ressourceforbrug i bæredygtig retning, mindre global ulighed og et styrket europæisk samarbejde forudsætter et stærkt socialdemokrati.

Comments are closed.